Middelhavskosten – myte, fakta eller videnskab?

Ny oversigtsartikel med grundig analyse kan forhåbentlig øge den offentlige interesser for denne sikre og bivirkningsfrie kræftbehandling. For et par uger siden kunne man læse ovenstående overskrift, publiceret i Genes & Diseases af Zhao et al., ( https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2352304225002314?via%3Dihub ). Normalt ville man forvente en sådan overskrift formuleret noget i retning af ”en ny, lovende behandling….”, men det kan man ikke her, for behandlingen er bestemt ikke ny. C-vitamin (ascorbinsyre) har været genstand for intens debat i kræftforskningen siden 1950'erne. Ja, faktisk skal vi 90 år tilbage til 1936, hvor den senere navnkundige professor i pædiatri på Rigshospitalet Preben Plum publicerede en videnskabelig artikel i Ugeskrift for læger, hvori han beskriver remission af leukæmi efter intravenøs behandling med C-vitamin (IVC). Men interessen blev for alvor vakt i 1970'erne af Cameron og nobelprisvinderen Linus Pauling, der rapporterede om stærkt forlænget overlevelse hos kræftpatienter behandlet med IVC. Interessen stoppede imidlertid, efter at Mayo-klinikken lavede et par studier med peroral C-vitaminbehandling, som naturligvis ikke havde nogen effekt. Når jeg skriver ”naturligvis”, så er det fordi, en oral dosering er umulig i de doser, det teoretisk ville kræve for at opnå den samme koncentration i blodet. Intravenøs eller oral indtagelse: Jeg kan illustrere det ved følgende: For at C-vitamin skal have anti-cancer-effekt, kræver det en serum-koncentration på 3,5g/l (gram pr liter). Vi har 5 l blod plus i hvert fald 5 liters vævsvæske mellem cellerne. For at koncentrationen i disse 10 liter skal komme op på 3,5g/l kræver det intravenøs infusion af minimum 35 g. Da halveringstid er kort og turnover er hurtig, så skal der kontinuerligt tilføres C-vitamin i blodbanen, så denne koncentration kan opretholdes i 2-3 timer. Det betyder, at man typisk giver en infusion med 75-100g over 3 timer. Dette er fuldstændigt uden andre bivirkninger end lidt svie på indstiksstedet. Og det kan man regulere sig ud af. Hvad så med at spise det? Med en optagelighed fra oral indtagelse på omkring 50%, så kan vi hurtigt regne ud, at hvis man teoretisk set skulle op på samme koncentration i blodet, så skulle man altså spise 150-200g C-vitamin over et par timer. For det første er det umuligt. For det andet vil mave-tarmsystemet bryde sammen, så man ville aldrig komme længere end til 15-20g, før man fik en voldsom diarré. Med andre ord, så er det ikke muligt at spise C-vitamin, så man kan opnå en antitumor effekt i kroppen. Det beskrives også i artiklen, at man ved oral indtagelse maksimalt kan opnå en plasma-koncentration på ca. 220 μmol/l, hvorimod man ved IV administration går uden om tarmens fysiologiske barriere, hvorved man kan opnå plasma-koncentration på 20-30 mmol/l, hvilket er 100 gange så høj plasmakoncentration. Og det er nødvendigt for at opnå en direkte celledræbende effekt på kræftceller. Anti-tumor mekanismer: Artiklen identificerer fire primære mekanismer, hvorigennem IV C-vitamin bekæmper kræft: 1. Pro-oxidativ aktivitet (Celledrab via frie radikaler) Det er velkendt, at C-vitamin i lave doser fungerer som en antioxidant, men ikke særligt kendt, at det i høje doser fungerer som en pro-oxidant, -altså skaber frie radikaler (specielt i cancerceller som har et ringe antioxidant-forsvar). Jern-afhængig ROS-generering: Kræftceller indeholder ofte store mængder af frit jern (labilt jern). IVC reagerer med dette jern og producerer H 2 O 2 , som via Fenton-reaktionen danner hydroxylradikaler (OH*). Disse radikaler skader kræftcellernes mitokondrier, DNA og cellemembraner, hvorved cellen dør. Selektivitet: Normale c eller har et effektivt forsvar (bl.a. katalase), der nedbryder OH*, mens kræftceller oftest mangler dette forsvar, hvilket gør dem sårbare. 2. Metabolisk (Warburg-effekten) Kræftceller med specifikke mutationer (f.eks. KRAS eller BRAF) overudtrykker glukosetransportøren GLUT1. DHA molekylet (den oxiderede form af C-vitamin) ligner glukose og optages via GLUT1. Inde i cellen omdannes DHA tilbage til ascorbat, hvilket opbruger cellens depoter af NAD+ og glutathion. Dette fører til et metabolisk kollaps, hvor energiproduktionen stopper, og cellen dør. 3. Epigenetisk regulering IVC fungerer som en vigtig cofaktor for TET-enzymer, der styrer DNA-demethylering. Kræftceller "slukker" ofte for tumor-suppressorgener via hypermethylering. IVC kan genaktivere disse gener ved at fremme TET-aktivitet, hvilket bremser tumorvækst og fremmer celledifferentiering. 4. Immunmodulering IVC forbedrer immunforsvarets evne til at genkende og dræbe kræftceller ved at: Øge infiltrationen og aktiviteten af CD8+ T-celler og NK-celler (Natural Killer cells). Sænke effekten af PD-L1 (et protein, kræftceller bruger til at "skjule" sig for immunsystemet). Fungere synergistisk med moderne immunterapi (checkpoint-inhibitorer). Synergi med standardbehandling Hidtidig forskning har vist, at IVC er mindre effektivt som monoterapi, men fremragende i kombination med: Effekt af IVC: Stråleterapi : Fungerer som en "radiosensitizer" (gør kræftceller mere følsomme) og beskytter samtidig normalt væv mod stråleskader (som f.eks. lungefibrose). Kemoterapi : Øger effekten af kemoterapeutika som cisplatin og carboplatin ved at svække kræftcellernes antioxidantforsvar. Målrettet terapi : Forstærker effekten af f.eks. EGFR-hæmmere ved at skabe ubalance i kræftcellernes redox-status. Immunterapi: Forbedrer responsraten på PD-1/CTLA-4 blokade ved at ændre tumormikromiljøet. Tidlige fase I og II kliniske studier har bekræftet: 1. Høj sikkerhed: Intravenøs C-vitamin tolereres godt, selv i doser op til 1,5 g/kg kropsvægt. 2. Livskvalitet: Patienter rapporterer færre bivirkninger fra kemoterapi (mindre træthed, færre mave-tarm-problemer og bedre appetit), når de samtidigt får IVC. 3. Udfordringer: Resultaterne for længere overlevelse er stadig inkonsistente i fase II studier, hvilket har bremset overgangen til store fase III studier. Dette skyldes sandsynligvis forskelle i dosering, hyppighed og patientvalg. Udfordringer og fremtidige anbefalinger For at intravenøs C-vitamin-behandling skal blive en standardiseret del af kræftbehandlingen, peger artiklen på flere kritiske punkter: Optimal dosering: Man diskuterer stadig dosering, så der mangler konsensus om, hvorvidt man skal dosere efter kropsvægt eller op til et specifikt plasmaniveau. Patientselektion: Fremtidige studier bør fokusere på patienter med specifikke genetiske markører (f.eks. KRAS-mutationer eller lavt TET2-niveau), som teoretisk set bør have stor gavn af behandlingen. Timing : Rækkefølgen af administration (før, under eller efter kemoterapi) er afgørende og endnu ikke fuldt optimeret, hvorfor der mangler konsensus. Risici : Tidligere har man været bekymret for den teoretiske risiko for nyresten, men denne teori er for længst afkræftet. Derimod er der en reel risiko for de patienter, der måtte lide af Glucose-6-fosfatase-dehydrogenase-mangel (G6PD), som risikerer blødning ved IVC. Dette kan dog let undgås ved test eller forsigtig opstart. (Bemærkning fra undertegnede: Gennem mere end 30 år har jeg givet omkring 100.000 IVC-behandlinger uden ét eneste tilfælde af nyresten eller G6PD-blødning. Hos danskere er forekomsten af G6PD-mangel 0,1%, hvorimod den er 10-20% hos indvandrere fra Mellemøsten, hvorfor man skal være særligt opmærksom her). Konklusion Højdosis intravenøs behandling med C-vitamin har været brugt igennem de sidste 50 år uden for det ortodokse sundhedsvæsen og uden den store offentlige interesse, men er nu genopstået som en seriøs kandidat i behandlingen af kræftsygdomme. Behandlingens unikke evne til at fungere som et pro-oxidativt værktøj, der selektivt rammer kræftcellers metabolisme og epigenetik, gør det til en lovende adjuverende terapi. Der er ikke tale om en mirakelkur, men alt tyder på, at det kan forbedre effekten af eksisterende behandlinger og mindske patienternes lidelser under forløbet. Refs: Zhao H et al, Genes & Diseases (2026) 13, 101742. https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2352304225002314?via%3Dihub Plum P, Thomsen S, Remission under forløbet af akut, aleukæmisk leukæmi, 1936 Ugeskr Læg Særtryk 98.årg. 1062-1067. Bodeker KL et al, (2024) A randomized trial of pharmacological ascorbate, gemcitabine, and nab-paclitaxel for metastatic pancreatic cancer, Redox Biology, Vol.77, Nov-2024, 103375 https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2213231724003537?ref=pdf_download&fr=RR-2&rr=9cce1dfc69066707

Den globale stigning i type 2-diabetes (T2D) ledsages af faldende testosteronniveauer hos mænd.