Kviksølv

At kviksølv (Hg) er en voldsom gift, har været kendt siden den græske oldtid og formodentlig endnu tidligere. Det omtales af Hippokrates og sidenhen regelmæssigt op gennem historien. Bernardino Ramazzini omtaler i sin bog ”De Morbis Artificum” (som formodentligt er den første arbejdsmedicinske lærebog) de mange problemer med kviksølv: Minearbejderen i kviksølvminer, der ofte kun overlever i 3 år (de var som regel strafarbejdere), guldsmedenes sygdomme – når de arbejdede med lueforgyldning – med følger af kviksølvdampene, spejlmagerne med de mange sygdomme, især de der arbejdede med spejlbagside, de fik slagtilfælde. Den gale Hattemager i Alice in Wonderland, er kviksølvskadet og derfor – gal!

Mange informationer om kviksølv Hippokrates i oldtidens Grækenland, Bernardino Ramazzini’s lærebog er kun 305 år gammel. Med andre ord: Man har længe vidst, at kviksølvforgiftning giver sygdomme, akutte og kroniske. Alle er nøje beskrevet.

Og her kommer det yderst ejendommelige ved den nutidige tandlægeortodokse konklusion med hensyn til dette emne. Kviksølv er afsindigt farligt praktisk talt hvor som helst og i en hvilken som helst form. Det eneste sted, hvor det – ifølge de nutidige eksperter – slet ikke er farligt at opbevare kviksølv, er i tænderne!

Tandamalgam er en forbindelse af fortrinsvis sølv og cirka 50 % kviksølv. Omkring 1830 begyndte man at bruge det til tandfyldninger. Allerede i de umiddelbart følgende år bemærkede mange de skadelige virkninger, især skader på nervesystemet. Alligevel blev amalgam accepteret af praktisk talt alle tandlæger og deres patienter.

Symptomerne på kviksølvforgiftning er meget ukarakteristiske, men centralt står unaturlig træthed, svimmelhed, styringsproblemer af arme og ben, smerter, dårlig hukommelse og koncentrationsevne, depressive symptomer, søvnløshed, irritabilitet, rastløshed, skyhed mm. Der kan være tåget eller flimrende syn, støj eller susen for ørerne (tinnitus), problemer med smags- og lugtesans, følelsesløshed i hænder, arme og ben, og problemer med tarmfunktion og urinveje. Mange ofte uspecifikke symptomer som kan forveksles med alt muligt andet.

Der findes forhøjet kviksølv ved sygdommen idiopatisk dilateret cardiomyopati (hjertet bliver forstørret og slapt), som man bland andet ser hos mennesker, der falder døde om under motionsløb. Niveauet af kviksølv kan hos dem være 2000 gange højere end normalt.

Udover den ovennævnte tilstand af kronisk kviksølvforgiftning, er der visse sygdomme, hvor mistanken om at kviksølv fra amalgam kan være en hovedårsag, synes nær en sandsynliggørelse. Alzheimers med senil demens er et dramatisk eksempel. I 1990 ventilerede amerikanske forskere for første gang muligheden for, at kviksølvforgiftning kunne forklare den alarmerende stigning i tilfælde af Alzheimers sygdom. Et forskningshold under ledelsen af prof. Boyd Haley påviste at kviksølvindholdet på obducerede Alzheimers patienter var ekstremt forhøjet i det hjerneområde, hvor man i forvejen ved at sygdommens ødelæggende effekt er særlig udtalt – nucleus basalis of Meynert. (9) Professor Boyd Haley har forsket i 18 år i kviksølvs skadelige virkninger og fundet, at der er en klar sammenhæng mellem kviksølv og Alzheimers demens. Både dampe fra metallisk kviksølv og organisk kviksølv er et kendt neurotoksisk nervegift.

Boyd Haley har undersøgt homogenater fra hjernedelen hippocampus hos Alzheimer ramte og det samme fra kontroller uden sygdommen. Zink og kviksølv forstærker hinandens giftvirkning på tubulin, og de samme gælder for bly og cadmium.

Det er derfor ikke muligt at fastsætte et ugiftigt niveau af kviksølv uden at kende til mængden af andre metaller, men sygdom på grund af amalgamforgiftning – også kaldt mikromerkurialisme og kronisk kviksølvforgiftning – må anses mere udbredt end tidligere antaget.

Diagnosen kronisk kviksølvforgiftning kan afkræftes, ved målinger af kviksølv i blod og urin, men forskere der har studeret emnet, er imidlertid næsten enstemmigt enige om, at der er en ringe sammenhæng mellem kviksølvs niveau i blod og udskillelse af kviksølv i urinen i forhold til toksiske virkninger. (16, 17, 18)

For at konstatere kviksølvsforgiftning er en mobilisationstest påkrævet i udredning af disse patienter, da niveauet af kviksølv bedst kan konstateres med analysen af urin både før og efter administration af stoffet Penicillamin. Uden et kelerende stof vil det ophobede metal i de forskellige væv ikke vise sig i væsentlig grad i urin eller blod. (25).

Udover sin diagnostiske betydning, kan Penicillamin bruges som et vigtigt behandlingsmiddel. Ved kronisk kviksølvforgiftning, hvor skaden i nervesystemet er primær, har C-Vitamin og eller Penicillamin-terapi forbedret neurasteniske symptomer såsom søvnforstyrrelser, nervøsitet, hovedpine, paræstesierog gigtsmerter(26, 27, 28). C-vitamin behandling, som er et led i afgiftningsterapi, er desuden et værdifuld supplement til metal-chelation med Penicillamin.

Som et stærkt biokemisk stof vil Vitamin C infusion reducere divalent Hg++ ved optagelse af en elektron, Hg´s skadelig pro-oxidante form der bindes til cellevægens SH-grupper til monovalent Hg+, som er ikke i stand til at binde sig til SH-grupper på proteinforbindelser i cellevægen, og hermed assisterer Penicillamin-mobilisation. (42, 43, 44) Som antioxidant vil askorbinsyre dermed nedsætte Hg++s toksiske aktivitet og medførende reduceret frie radikaler.

Kviksølv og andre giftige kemikalier skyller ind over os, og vi kan kun værge os med individuel behandling. Afgiftning og chelation er nøglen til det 21. århundredes sundhedspleje

1. Grandjean P. Mikromerkurialisme Ugeskr.f.Læger; 1990, 152: 1388-89.

2. Redhe O, Pleva J. Recovery from Amyotrophic Lateral Sclerosis and from Allergy after removal of Dental Amalgam Fillings. Int J Risk Safety Medicine; 1994, 4: 229-236.

3. Feddersen S. Amalgamforgiftning – en medicinsk realitet. Ugeskr. f. Læger; 1990, 152: 2185-86.

4. Berglund F. “150 Years of Amalgam”. Bio-Probe; 1995, Orlando Florida (Fax: 407-299-4149).

5. Hamre HJ. “Amalgam og Sygdom”, Vidarforlaget; 1993, Oslo.

6. Vimy MJ and Lorscheider FL. Intraoral air mercury released from dental amalgam. J Dent Res; 1985, 64 (8): 1069-71.

7. Stock A. Die Gefärlichkeit des Quecksilberdampfes. Z Anggew Chem; 1926, 39: 461-88.

8. Wenstrup D et al. Trace Element Imbalances in Isolated Subcellular Fractions of Alzheimer´s Disease Brains. Brain Res; 1990, 553: 125-131.

9. Duhr E et al. Hg²+ Induces GTP-tubulin Interactions in Rat Brain Similiar to those Observed in Alzheimers Disease. FASEB 75th annual meeting, April 21-25 1991, Abstract 493.

10. Hanson M, Brodén G. Sygdomme og Kviksølvpåvirkning. Tandvårdsskadeforbundet, 1/1993

11. Bjorklung G. Mercury as a Potentiel Source for the Etiology of Alzheimers Disease. Trace Elements Med; 1991, 8 (4): 208.

12. Strubelt O. Ursachen von Erschopfungszustanden, Padiatrische – Praxis. 42 541 1991.

13. Zhang J. Clinical observations in ethyl mercury chloride poisoning. Am. J. Ind. Med.; 1984, 5 (3) 251-258.

14. Jørs E, Andersen KW, Jepsen JR. Mikromerkurialisme og Lægeetik. Ugeskr Læger; 1995, 157, 13: 1866-67.

15. Hickel R, Meier C, Schiele R, Raab W, Petschelt A. Nebenvirkungen von Amalgam? Eine interdisziplinäre Studie. Dtsch.Zahnärztl. Z.; 1991, 46 (8) 542-544.

16. Goldwater LJ. The Toxicology of Inorganic Mercury. Annals NY Acad Sci; 1957, 65: 498-503.

17. Perger F. Belastungen durch toxische Schwermetalle – ihre Folge für die Abwehrlage des Menschen. Z. Ärztl. Fortbild.; 1993, 87 (2): 157-163.

18. Köstler W. Immunologische und Spektralanalytische Veränderungen durch Quecksilbermobilisierung aus Amalgamfüllungen. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1991, 7 (1) 27-32.

19. tt KHR. Die messung der Quecksilberbelastung im Speichel. Dtsch. Zahnärzti. Z.; 1993, 48 (3) 154-157.

20. Godfrey ME. Dental amalgam – a potentially toxic source of mercury? NZ Science Review; 1992, 49 (2): 52-56.

21. Perger F. Belastungen durch toxische Schwermetalle – ihre Folge für die Abwehrlage des Menschen. Z. Ärztl. Fortbild.; 1993, 87 (2): 157-163.

22. Zhang J. Clinical observations in ethyl mercury chloride poisoning. Am. J. Ind. Med.; 1984, 5 (3) 251-258.

23. Daunderer M. Quecksilbervergiftungen durch Amalgam – Leitsyptom: Kopfschmerzen. Forum des Praktischen und Allgemeinarztes; 1989, 28 (3) 89-91.

24. Hultman P, Johansson U, Turley SJ, Lindh U, Enestrøm S, Pollard KM. Adverse Immunological Effects and Autoimmunity Induced by Dental Amalgam and Alloy in Mice. FASEB J; 1994, 8: 1183-1190

26. Daunderer M. Handbuch der Umweltgifte. Ecomed-Verlag, 1990.

27. Daunderer M. Die Amalgam Vergiftungund ihr Medizinischen Folgen. Forum des Praktischen und Allgemeinarztes; 1991, 30 (2) 44-66.

28. Köstler W. Immunologische und Spektralanalytische Veränderungen durch Quecksilbermobilisierung aus Amalgamfüllungen. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1991, 7 (1) 27-32. Tilbage

29. Treusch R. Darm und Immunsystem aus zahnärztlicher Sicht. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1993, 9 (2) 67-74. Tilbage

30. Environmental Health Criteria 118: Inorganic Mercury. World Health Organization, Geneva; 1991, 112. Tilbage

31. Mokranjac M, Petrovic C. Vitamin C as an Antidote in Poisoning by Fatal Doses of Mercury. Comptes Rendus Hebdomadaires des Seances de L´Academie des Sciences; 1964, 258: 1341-1342.

32. Levander OA. Nutritional Factors in Relation to Heavy Metal Toxicants. Federation Proceedings; 1977, 36 (5), 1683-7.

33. Hill CH. Interactions of Vitamin C with Lead and Mercury. N Y Acad Sci; 1980, 263-266.

34. Lewin S. Vitamin C: Its Molecular Biology and Medical Potential. Academic Press; 1976, side 89.

35. Lewin S. Ibid, side 90.

36. Clarkson TW. Overview of Mercury Vapor Toxicity, Toxicokinetics, and Critical Target Organs. Fundam Appl Toxicol; 1992, 19, 319-329. Also: 1992 Annual Meeting in Seattle (24.02.92), Society of Toxicology, Abstract 243.

37. Kurahashi K. Okayama Igakkai Zasshi. 1989, 101 (5-6): 603-12